
3. Snyltegjæsten.
Den Hund er hildet ved sin Lænke
Der paa sit Hus, saa man kan tænke
Sig, hvor den nu maa være vred,
At ei den strax kan slippe ned
Og tugte den forvovne Kat,
Som paa dens Mad nu tager fat.
At Katten er angst, man let begriber;
Den Ørerne tilbage kniber.
Dog den er sulten, den er slugen,
Og naar den nu har fyldt sig Bugen,
Den lister bort, baade mæt og glad,
Men siger næppe Tak for Mad.
Næste side: 