gækkebreve

Mit navn det står med prikker
pas på det ikke stikker

Oh, jeg har købt en høne,
som lægger store æg.
Men æggene den lægger,
dem vil jeg lægge væk
og bytte til et større af chokolade som
du får hvis du kan gætte,
fra hvem mon gækken kom.

En lille Engel jeg dig sender,
med Kjortel hvid og Kappe grøn,
min Vintergjæk og Sommernar
til Påske skal du blive.
Skrevet i Polen og digtet i Solen,
gjæk, gjæk, gjæk.

Mit navn det står med søm
pas på du ej blir øm!

Jeg gik ud i vintersol
for at finde en viol,
men for sne og kolde vinde
var violen ej at finde.
Da jeg vendte og gik væk,
fik jeg øje på en gæk.

Bag busken jeg fandt en gæk så sød,
jeg troed' den var af kulden død.
Nu sender jeg den til dig, min ven.
Tæl prikkerne små og gæt fra hvem.

Hvordan er du kommet så tidligt op?
Du bliver jo kold på din lille krop.

Våren den er nær.
Se nu bare her.
Sommerfuglen flyver fri,
det gør også vi.

Lille hvide vintergæk
bryder gennem sneen kæk.
Ved dens fine klokkespil,
blev det første forår til.

Mit navn det står med lopper
pas på de ikke hopper.

Digtet i Vejle
af 24 snegle
skrevet i Rom
af kaptajn Vom
gæt så, hvorfra
brevet kom.

Gæk du søde lille,
ih, du store milde.
Jeg nu venner gække må,
skriver mange prikker små.
Kan du disse prikker tyde,
vil jeg et påskeæg dig yde.

Mit navn det står med flasker.
Hvis hænderne du vasker,
og gætter du det ej,
så må du gi' til mig
en middag med en steg.
Så giver jeg dig vin,
og vi vil få lidt grin.

Mit navn det må du gætte
og spekulere på.
Jeg prikker blot vil sætte,
så la'r jeg brevet gå.

Fra Evald Tang Kristensen - Börnerim, Remser og Lege (1898):

XCV. Gjækkevers.

1501. Jeg sender dig en Gave, en Blomst fra min Have, dens Stængel den er grön, selv er den meget skjön, dens Kjortel den er hvid, selv er du meget blid, den første, som fremtræder, en Gjæk i hvide Klæder, jeg fandt den bag en Hæk, og nu er du en Gjæk.
H. V. R.

1502. Jeg sender dig en Gave, en Blomst ud af vor egen Have, den første, som fremtræder, den er i hvide Klæder, dens Kappe den er grön, selv er den meget skjön, min Vintergjæk og Sommernar til Påske skal du være. Gjæk, gjæk, gjæk.
E. T. K.

1503. Jeg sender dig en Gave, en Blomst af Faraos Have, den er hvid, som du er blid, den er grön, som du er skjön, skrev- et i Ribe, digtet i Rom, gjæt så, hvorfra Brevet kom, min Vinter- gjæk, min Sommernar det skal du være til Påskedag, gjæk, gjæk, gjæk.
E. T. K.

1504. En lille Engel jeg dig sender, med Kjortel hvid og Kappe grön, min Vintergjæk og Sommernar til Påske skal du blive. Skrevet i Polen og digtet i Solen, gjæk, gjæk, gjæk.
E. T. K.

1505. En Rose er det ikke, en Lilje heller ej, i Går jeg så den ligge afplukket på min Vej, som Gave jeg den sender, en Vintergjæk til dig, jeg véd, du Blomsten kjender, men om du kjender mig.
H. V. R.

1506. En Morgen jeg på mit Kammer stod, da randt det mig i Sinde, i Haven at jeg vilde gå for der en Blomst at finde, den er hvid, som du er blid, den er grön, som du er skjön, digtet i Ribe (Vejle) og skrevet i Rom, gjæt nu, fra hvem den kom.
H. v. R.

1507. En Dag jeg i mit Kammer sad, da randt det mig i Sinde, at jeg i Haven vilde gå, for der en Blomst at finde, da fandt jeg én bag en Hække, det var en Vintergjække. Digtet i Rom af Frøken Rundenom, sendt fra Paris af en lille Pattegris. Vil du vide min Adresse, så boer jeg på et Kvistkammer, du skal op ad Trappen til höjre, ind ad Dören til venstre, ind i en Guld- sal, ind i en Æggeskal, der sidder jeg og skriver Breve til mine Veninder. Min Nar skal du være, indtil du beviser mig samme Ære. Undskyld Skriften, for Katten sad og puffede til mig hele Tiden. Nar, Nar, Nar. Ha, ha, ha. Fra.......,........,.....
E. T. K.

1508. En Morgen da jeg drak min The, da faldt det mig i Sinde, at jeg i Haven vilde gå for der en Blomst at finde, jeg fandt den bag en Hæk, dens Navn er Vintergjæk, og du min lille Sommernar i dette Aar skal være, fordi du Brevet åbnet har, det kunde du lad't være.
E. T. K.

1509. Sne lå på Mark, og Is på Bæk, jeg fandt dog denne Vintergjæk, bliv ikke vred og kald mig fræk, fordi jeg gjör dig til min Gjæk, du ud din Hånd til Gave ræk, hvis ej det ende skal med Skræk. Hahaha! nu må jeg le, lille [Peter], kan du se, du dog bleven er min Gjæk, förend Sneen den gik væk.
H. V. R.

1510. Og efter en Tur i Dronningens Lund, spaserede jeg min Have rundt. Jeg fandt bag en Hække den skjönne Vinter- gjække, den sender jeg nu gjærne til min Ven i det fjærne, og når du sukker i Lön, da tænk på den Gjæk så skjön, gjæt nu, fra hvem Brevet kom.
N. P. Olsen.

1511. Se her, min Veninde, hvad jeg har i Sinde at tilsende dig, en Lilje så herlig, en Hilsen så kjærlig den bringer med sig, på den skal man kjende, at Vinterens Ende nu nærmer sig brat, så byder vi Vinteren Godnat.
N. P. Olsen.

1512. Morgenrøden mig opliver, straks jeg udi Haven går, hvide Blomster mig omgiver, og jeg da i Tanke får, at jeg dig, min Ven; vil gjække, og jeg håber, at du stedse mig i din Erindring sætter. Nu er du gjækket, og gjækket skal du være, indtil du gjör et Gilde med Ære. Byd til Gilde, hvem du vil men glem ej den, der skrev dig til. Mjøden den brune må du ej skåne, Brændevinet det klare må du ej spare, dertil Hvedebrød i Hobe- tal Og en prægtig Dandsesal.
Jens Esbensen.

1513. Se her, Ven, hvad jeg har i Sinde at tilsende dig. En Lilje så herlig, en Hilsen så kjærlig den bringer med sig, se nu til, du kan gjætte mit Navn med rette, men det er ikke så let. Jeg er Skorstensfejer ved det kongelige Slot og har det meget godt, jeg kiger Stjærner igjennem et Støvleskaft, vil du op til mig, så skal du op ad Skorstensfejergade Nr. 8, op ad en Hönsetrappe og ind ad en Strömpesokke, så kommer du op på en stor Gård syv Mile i Luften og tre Mile under Jorden. Jeg gik ud i Morgen- solen for at finde en Viol, men for Sne og barske Vinde jeg ej Violen kunde finde, men da jeg vilde løbe væk, fik jeg Öje på en Gjæk, en Vintergjæk, en Sommernar. Nu er du fanget i min Snare, indtil du betaler det med en Kop Chokolade og dertil en dejlig Kage. Skrevet i Ribe, digtet i Rom, gjæt så, hvorfra Brev- et kom. Nu til Slutning vil jeg ønske, at du glad henleve må disse blide Forårsdage, en fornöjet Sommer få. Mit Navn jeg sætte vil med Prikker, for at du skal åbne dine Brikker. Byens Navn er Rosenlund, den forglemte Dato 1800 og Hvidkål.

1514. Se her, se her, min lille Ven, jeg sender dig en Blomst så skjön, den første, som fremtræder, er klædt i hvide Klæder, og Kappen den er grön, ja, som du selv er skjön, og Kjortelen den er hvid, ja, som du selv er blid, i min Faders Have fandt jeg den bitte Gave, jeg fandt den under en Hæk, derfor skal du være min Gjæk Sommer og Vinter, Dag og Nat, indtil der findes Brevet efter Behag, det er skrevet i Fjor, og siden har det flöjet mel- lem Himmel og Jord. Det er digtet i Ribe, skrevet i Rom, gjæt nu selv, hvorfra Brevet kom ,...,......,.........

1515.....Digtet i Vejle af to sorte Snegle, skrevet i Rom af Professor From (Blom), gjæt så, fra hvem at Brevet kom.
H. V. R.

1516. I Gjækkebreve: Bog og Dato er forlist, og Almanaken har Musene spist.
H. V. R.

klip

Uddrag fra Brevbog for Elskende. Anvisning til at skrive Frierbreve, Kærlighedsbreve, Afslag, give Kurven, Udtalelse af Kærlighed. Bebrejdelse, at slaa op, Kærligheds-Vers, Gækkevers o.s.v. En nødvendig Haandbog for alle unge Mænd og Kvinder, Ugifte og Forlovede 1905. 64 S. Forlag: Forlagsboghandelen Vingaardstræde 18:

Den Ven, du elsker har dig kær,
Den Ven, du elsker, er dig nær,
Det Haab, du gemmer, spire skal,
Naar Vaaren smykker Skovens Sal.
Pluk Glædens Blomster af de største.
Her er en Gæk, det er den første.

Roser og Forglemmigej
har paa denne Tid man ej;
Jeg en anden Blomst har kaaret;
Gækken kommer først på Aaret,
Bringer bud om Fuglekvidder
Blomsterduft og gode Tider
Vi skal mødes i det Grønne
Men modtag dog først min kønne
Lille Gæk, den kan du binde
I en Foraarskrans, Veninde.

Solen titted med gyldent Skær
Venligt imellem Havens Trær,
Leged paa Sneen, lokkede frem
Gækken, just den, jeg sender Dem
Fuglen jubled: Nu faa vi Sommer!
Det er den største af Vaarens Blommer.
Og som jeg sender Dem Vaarens Bud,
Gid den maa bringe Dem skønne Dage;
Kærligheds lille vingede Gud
Venlig til Deres Hjerte drage.

Salmonsens Konversationsleksikon bind X (1920):

Gæk, Laasedel i tyske Laase. som ved at paavirkes
udløser Tilholderen i den aabnede Laas,
naar denne skal lukkes. F. W.

Gækkebrev. Før Paaske, naar Vintergæk-
ken lige var kommet frem, sendte man fra gl
Tid Gækkebreve til sine Venner. Brevet var
kunstfærdigt udklippet og sammenlagt og inde-
holdt et Vers, og der kendes forsk. Former for
disse Vers Landet over. I Brevet laa en Vinter-
gæk. Kunde man faa Modtageren til at tage
imod Brevet, var han gækket og maatte give
Paaskeæg ell. andet. Nogle Steder gjorde man
dette afhængigt af, om Modtageren kunde gætte
Afsenderens Navn, der da gerne var antydet
med Prikker. G. er beslægtede med B i n d e-
b r e v e og var paa Sjælland mere anvendte
end disse. (L i t t.: J e n s K a m p, "Danske
Folkeminder" [1877, 289]; F e i l b e r g, "Jysk
Ordbog" I [447]). G. K-n.

Gækkelilje, se G a l a n t h u s.

Salmonsens Konversationsleksikon bind III (1920):

Bindebrev, et Brev skrevet paa Vers og som
oftest indeholdende en Gaade, hvilket man
sendte Folk paa deres Navnedag ell. Tamper-
dagene, og hvorved de erklæredes "bundne",
indtil de løste sig ved et Gilde. I Digtsamlinger
fra 17. og 18. Aarh. træffer man talrige saa-
danne B. af Bording, P. Syv, J. Sorterup, Reen-
berg m. fl. Skikken holdt sig længe bl. den dan-
ske Almue, hos hvilken man endnu af og til
kan finde B., prydede med Malerier i Randen
og anbragte paa Væggene i Glas og Ramme.
(L i t t: W e r l a u f f, "Historiske Antegn, til
L. Holberg's Lystspil" [Kbhvn 1858], S. 40 ff.
og H. F. F e i l b e r g, "Dansk Bondeliv" [Kbhvn
1889] S. 367 ff.). V.D.

H. C. Andersen: Sommergjækken. (1866)

   Det var Vintertid, Luften kold, Vinden skarp, men inden Døre var luunt og godt, inden Døre laae Blomsten, den laae i sit Løg under Jord og Snee.
   En Dag faldt Regn; Draaberne trængte ned gjennem Sneelaget ned i Jorden, rørte ved Blomsterløget, meldte om Lysverdenen ovenover; snart trængte Solstraalen saa fiin og borende, gjennem Sneen, ned til Løget og prikkede paa det.
   "Kom ind!" sagde Blomsten.
   "Det kan jeg ikke!" sagde Solstraalen; "jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til Sommer."
   "Naar er det Sommer?" spurgte Blomsten, og gjentog det, hvergang en ny Solstraale trængte ned. Men det var langt fra Sommertid; Sneen laae endnu, der frøs Iis paa Vandet hver evige Nat.
   "Hvor det varer! hvor det varer!" sagde Blomsten. "Jeg føler Kriblen og Krablen, jeg maa række mig, jeg maa strække mig, jeg maa lukke op, jeg maa ud! nikke Godmorgen til Sommeren, det bliver en livsalig Tid!"
   Og Blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde Skal, som Vandet udenfor havde blødgjort, Snee og Jord opvarmet, Solstraalen prikket ind i; den skød frem under Sneen, med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk, med smalle tykke Blade, der ligesom vilde skjerme om den. Sneen var kold, men gjennemstraalet af Lyset, dertil saa let at bryde igjennem, og her kom Solstraalen med stærkere Magt end før.
   "Velkommen! velkommen!" sang og klang hver Straale, og Blomsten løftede sig over Sneen ud i Lysverdenen. Solstraalerne klappede og kyssede den, saa at den aabnede sig heelt, hvid som Sneen og pyntet med grønne Striber. Den bøiede sit Hoved i Glæde og Ydmyghed.
   "Deilige Blomst!" sang Solstraalerne. "Hvor Du er frisk og skjær! Du er den Første, Du er den Eneste! Du er vor Kjærlighed! Du ringer Sommer, deilig Sommer over Land og By! Al Sneen skal smelte! de kolde Vinde jages bort! Vi skulle raade! Alting vil grønnes! Og saa faaer Du Selskab, Syrener og Guldregn og tilsidst Roserne, men Du er den Første, saa fiin og skjær!"
   Det var en stor Fornøielse. Det var, som Luften sang og klang, som trængte Lysets Straaler ind i dens Blade og Stilk; der stod den saa fiin og let til at bryde og dog saa kraftig, i ung Deilighed; den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer. Men det var langt fra Sommertid, Skyer skjulte Solen, skarpe Vinde blæste paa den.
   "Du er kommen lidt for tidligt!" sagde Vind og Veir. "Vi have endnu Magten! den skal Du føle og finde Dig i! Du skulde være bleven inden Døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke Tiden endnu!"
   Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en Solstraale! det var Veir til at fryse istykker i, for saadan en lille skjør Blomst. Men der var mere Styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i Glæde og Tro paa den Sommer, der maatte komme; der var den forkyndt i dens dybe Attraa og bekræftet af det varme Sollys, og saaledes stod den med Fortrøstning i sin hvide Dragt, i den hvide Snee, bøiende sit Hoved, naar Sneefnuggene faldt tætte og tunge, medens de iisnende Vinde fore hen over den.
   "Du knækker over!" sagde de. "Visner, iisner! Hvad vilde Du ude! Hvorfor lod Du Dig lokke, Solstraalen har gjækket Dig! Nu kan Du have det saa godt, du Sommergjæk!"
   "Sommergjæk!" gjentog den i den kolde Morgenstund.
   "Sommergjæk!" jublede nogle Børn, der kom ned i Haven, "der staaer een, saa yndig, saa deilig, den første, den eneste!"
   Og de Ord gjorde Blomsten saa godt, det var Ord ligesom varme Solstraaler. Blomsten fornam i sin Glæde ikke engang, at den blev plukket; den laae i Barnehaand, blev kysset af Barnemund, blev bragt ind i den varme Stue, seet paa af milde Øine, sat i Vand, saa styrkende, saa oplivende. Blomsten troede, at den med Eet var kommen lige ind i Sommeren.
   Datteren i Huset, en yndig, lille Pige, hun var confirmeret, hun havde en kjær lille Ven, og han var ogsaa confirmeret, han læste til Levebrød. "Han skal vær min Sommergjæk!" sagde hun; tog saa den fine Blomst, lagde den i et duftende Stykke Papir, som der var skrevet Vers paa, Vers om Blomsten, der begyndte med Sommergjæk, og endte med Sommergjæk, "lille Ven, vær Vinternar!" hun havde gjækket ham med Sommeren. Ja, det stod Altsammen i Verset, og det blev lagt som Brev, Blomsten laae deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den laae i Løget. Blomsten kom paa Reise, laae i Postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik ogsaa Ende.
   Reisen var forbi, Brevet blev aabnet og læst af den kjære Ven; han var saa fornøiet, han kyssede Blomsten, og den blev, med sit Vers omkring sig, lagt ned i en Skuffe, hvori laae flere deilige Breve, men alle uden Blomst, den var den Første, den Eneste, som Solstraalerne havde kaldt den, og det var fornøieligt at tænke over.
   Længe fik den ogsaa Lov at tænke derover, den tænkte, medens Sommeren gik, og den lange Vinter gik, og det blev Sommer igjen, da kom den atter frem. Men da var den unge Mand slet ikke glad; han tog saa haardt paa Papirerne, smed Verset hen, saa at Blomsten faldt paa Gulvet, flad og vissen var den bleven, men derfor skulde den dog ikke kastes paa Gulvet; dog der laae den bedre end i Ilden, der blussede Versene og Brevene op. Hvad var der skeet? Hvad der skeer saa tidt. Blomsten havde gjækket ham, det var en Spøg; Jomfruen havde gjækket ham, det var ingen Spøg; hun havde kaaret sig en anden Ven i Skjærsommer.
   I Morgenstunden skinnede Solen ind paa den lille fladtrykte Sommergjæk, der saae ud, som den var malet paa Gulvet. Pigen, som feiede, tog den op, lagde den ind i en af Bøgerne paa Bordet, idet hun troede, at den var falden ud, da hun ryddede op og lagde i Orden. Og Blomsten laae igjen mellem Vers, trykte Vers, og de ere fornemmere end de skrevne, idetmindste er der kostet Mere paa dem.
   Saa gik Aaringer, Bogen stod paa Hylden: nu kom den frem, blev aabnet og læst i; det var en god Bog: Vers og Viser af den danske Digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kjende. Og Manden, som læste i Bogen, vendte Bladet. "Der ligger jo en Blomst!" sagde han, "en Sommergjæk! det er nok med Betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var ogsaa en Sommergjæk, en Digtergjæk! han kom for tidlig i sin Tid, og derfor fik han Slud og skarpe Vinde, gik paa Omgang hos de fyenske Herremænd, som Blomst i Vandglasset, Blomst i Riimbrevet! Sommergjæk, Vinternar, Spas og Narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske Digter. Ja, lig som Mærke i Bogen, lille Sommergjæk! Du er lagt der med Betydning."
   Og saa blev Sommergjækken igjen lagt i Bogen, og følte sig der baade beæret og fornøiet ved at vide, at den var Mærke i den deilige Sangbog, og at Den, der havde først sjunget og skrevet om den, ogsaa havde været Sommergjæk, staaet til Nar i Vinteren. Blomsten forstod det nu paa sin Maade, ligesom vi enhver Ting paa vor Maade.
   Det var Eventyret om Sommergjækken!