Bro, bro brille

Bro, bro brille
klokken ringer elleve
kejseren står på sit høje, hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.
Fare, fare krigsmand!
døden skal du lide,
den der kommer allersidst
skal i den sorte gryde.

Leg:
To børn aftaler i hemmelighed, hvem der er sol og måne. De to børn stiller sig med løftede arme i bro, som de andre kan gå igennem. De andre går igennem i kæde. De har fat ved hinandens skuldre således at den forreste har den efterfølgendes hænder på sine skuldre osv. bag ved hinanden i kæde.

Ved ordet "gryde" sænker sol og måne armene og fanger en af kæden. Den tilfangetagne bliver spurgt om hun vil være sol eller måne og svarer ved at hviske.

Fangen stiller sig så bag ved enten sol eller måne efter, hvad hun har valgt.

Til sidst kommer styrketræningen: De der står bag ved solen lægger armene om livet på den foran - og på samme måde i månens lejr. Sol og måne trækkes fra hinanden.