rose

Anonym
Det var en Lørdag aften
A.

Det var en Lørdagaften
jeg sad og vented dig;
du loved mig at komme,
men kom dog ei til mig.

Jeg lagde mig paa Sengen
og græd saa bitterlig;
Og hver en Gang at Døren gik,
jeg troede, det var dig.

Jeg stod op Søndagmorgen
og græd saa bitterlig;
jeg vilde hen til Kirken gaae,
for at beskue dig.

Men der jeg kom til Kirken,
da saae jeg ikke dig;
da var du gaaet en anden Vei,
for at bedrage mig.

Det røde Guld, det Baand,
som du har givet mig,
det er det bedst du ta'er igien,
det vil jeg sige dig.

Hvor skal man plukke Roser,
hvor ingen Roser er;
hvor skal man Elskov finde,
hvor ingen Elskov er?

B.

Det var en Lørdag-Aften,
Jeg sad og vented dig;
Du loved mig at komme vist,
Men kom dog ei til mig.

Jeg stod op Søndag-Morgen
Og flættede mit Haar;
Saa gik jeg mig til Kirken hen
Og om den Kirkegaard.

Men du kom ei til Kirke
Og ei i Kirken ind:
Thi du har faaet en Anden kjær
Og slaget mig af Sind.

Jeg gik mig hjem saa ene
Henad den Kirkesti,
Og hvert det Spor, paa Stien var,
Der randt min Taare i.

De røde Baand og skjønne,
Som du engang mig gav,
Dem bærer jeg ret aldrig meer;
Jeg stunder til min Grav.

Hvor skal man Roser plukke,
Hvor ingen Roser groer?
Hvor skal man Elskov finde der,
Hvor ingen Elskov boer?

Jeg vilde plukke Roser,
Jeg plukker ingen fleer;
Dig elsked jeg saa inderlig,
Jeg elsker aldrig meer.