B.S. Ingemann

Morgen- og Aftensange

  1. Morgensange for Børn - 1837
  2. Syv Aftensange - 1838
  1. Nu ringer alle Klokker mod Sky
  2. Lysets Engel gaaer med Glands
  3. Nu vaagne alle Guds Fugle smaa
  4. I Østen stiger Solen op
  5. Gud skee Tak og Lov
  6. Morgenstund har Guld i Mund
  7. Nu titte til hinanden
  8. Foraarssang
  9. Der staaer et Slot i Vesterled
  10. Dagen gaaer med raske Fjed
  11. Aftensang for Børn
  12. Sommer-Aftensang
  13. Bliv hos os, naar Dagen helder
  14. Den skjønne Jordens Sol gik ned
  15. Den store stille Nat gaaer frem

engel, solopgang, strand

Morgensange for Børn

Nu ringer alle Klokker mod Sky

Nu ringer alle Klokker mod Sky:
  Det kimer i fjerne Riger.
Hver Søndag Morgen høit paany
  Stor Glæde mod Himlen stiger.

Det toner med Lov og Priis og Bøn
  Fra Jord mod Paradiishaven:
Det var en Søndag Morgen skjøn
  Vor Frelser stod op af Graven.

For os han vandred i Gruben ned;
  Han gik til de Dødes Rige.
Til Livet med stor Herlighed
  Han vilde for os opstige.

Al Verdens Glæde begravet laae;
  Nu frydes vi alle Dage:
Den Glæde, Søndagssolen saae,
  Den har i Verden ei Mage.

Der sad en Engel paa Gravens Steen
  Blandt Lillier i Urtehaven;
Han peged med sin Palmegreen
  Hvor Jesus stod op af Graven.

Og der blev Glæde paa Jorderig,
  Liig Glæden i Engles Himmel:
Livskongen løfter op med sig
  Til Livet sin Børnevrimmel.

Guds Børn skal holde med engle Bøn
  Med Jubel i Paradiishaven:
Det var en Søndag Morgen skjøn
  Vor Frelser stod op af Graven.

Lysets Engel gaaer med Glands

Lysets Engel gaaer med Glands
Gjennem Himmelporte.
For Guds Engels paalekrands
Flygter alle Nattens Skygger sorte.

Sol gaaer over Verden ud
Med Guds Lys i Øie:
See! Vor Herres Sendebud
Gaaer med gyldne Skyer i det Høie.

Englen spreder over Jord
Glandsen fra Guds Himmel;
I sin Kaabes paaleflor
Favner han Alverdens glade Vrimmel.

Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer paa Drot og Tigger,
Seer til Store, seer til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.

Os han ogsaa favne vil
Englen i det Høie;
Os han ogsaa smiler til
Englen med Guds Himmelglands i Øie.

Os har og Vor Herre kjær:
Ingen Sjæl han glemmer;
I hvert Solglimt Gud er nær
Og vor glade Morgensang fornemmer.

Nu vaagne alle Guds Fugle Smaa

Nu vaagne alle Guds Fugle Smaa,
De flyve fra Reden og sjunge;
De prise Vor Herre saa godt de formaae:
De takke for Livet og Lyset med fløitende Tunge.

Nu qviddrer Svalen paa Kirketag,
Og Spurven ved Menneskers Huse;
De synge: Godmorgen! de synge: Goddag!
De synge: Gudsfred! Gud skee Lov! og i Luften hensuse.

Smaafuglens Sang Vor Herre forstaaer;
Han kjender hver Sjæl i sit Rige;
De Fattiges Lovsang han ikke forsmaaer;
Han seer, hvad de maalløse Skabninger alle vil sige.

Os seer Du ogsaa, Du kjære Gud!
Du hører vor Røst i din Himmel;
Naar Fuglene flagre af Rederne ud,
Du hører Smaabørnenes Priis i din jublende Vrimmel.

I Østen stiger Solen op

I Østen stiger Solen op:
Den spreder Guld paa Sky,
Gaaer over Hav og Bjergetop,
Gaaer over Land og By.

Den kommer fra den favre Kyst,
Hvor Paradiset laae;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.

Den hilser os endnu saa smukt
Fra Edens Morgenrød,
Hvor Træet stod med evig Frugt,
Hvor Livets Væld udflød.

Den hviler os fra Livets Hjem,
Hvor størst Guds Lys oprandt
Med Stjernen over Bethlehem,
Som Østens Vise fandt.

Og med Guds Sol udgaaer fra Øst
En himmelsk Glands paa Jord,
Et Glimt fra Paradisets Kyst,
Hvor Livets Abild groer.

Og alle Stjerner neie sig,
Hvor Østens Sol gaaer frem:
Den synes dem hiin Stjerne liig,
Der stod ved Bethlehem.

Du Soles Sol fra Bethlehem!
Hav Tak og Lov og Priis
For hvert et Glimt fra Lysets Hjem
Og fra dit Paradiis!

Gud skee Tak og Lov

  Gud skee Tak og Lov!
  Vi saa deiligt sov:
Barnet laae med varme Kind paa Puden.
  Nu som Fuglen frisk!
  Rask som Havets Fisk!
Morgensolen titter gjennem Ruden.

  Med hiin Glands fra Sky
  Kom der Lys i By,
Kom der Glimt af Sol i alle Sjæle.
  Alle Haner goel,
  Hilsed glad Guds Sol,
Alle vævre Tunger smaa fik Mæle.

  Fattig Mand fuldstærk
  Gaaer nu til sit Værk;
Rask hver Haand sig rører nu med Glæde.
  Fattig Kone maa
  Til sin Dont udgaae,
At de Smaa skal ei for Brødet græde.

  Fader gik sin Vei;
  Moder see vi ei;
Dog i Nød vi sidde ei tilbage.
  Arnens Ild er slukt;
  Hjemmets Dør er lukt;
Gud dog sørger for os alle Dage.

  Ei den mindste Muus
  Savner Tag os Huus;
Fattigst Spurveunge har sin Rede.
  Ei den mindste Fugl
  Savner Ly og Skjul;
Vi skal heller ei om Fristed lede.

  Lystig Hanen goel,
  Hilsed glad Guds Sol;
For hver Sjæl er Lys og Lyst oprundet.
  Nu, som Fuglen frisk!
  Rask, som Havets Fisk!
Vi har Kjærligheds-Asylet fundet.

Morgenstund har Guld i Mund

Morgenstund har Guld i Mund:
Morgensol Guds Rigdoms Væld oplukker;
Glad i gyldne Morgenstund
Fattigst Fugl i paalehavet dukker.

Morgenglød gjør Kinden rød;
Morgenluft Guds Sundhedsbrønd omsuser:
Livets Væld i Morgenglød
strømmer ud igjennem Himmelsluser.

Op i friske Morgenstund!
Fryd dig, Sjæl, som Fuglen i det Høie!
Fattigst Sjæl er riig og sund
Med Guds rige Herlighed for Øie.

Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa

Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa;
De muntre Fugle kalde paa hverandre;
Nu alle Jordens Børn deres Øine opslaae;
Nu Sneglen med Huus paa Ryg vil vandre.

Den kjære Gud og Skaber den mindste Orm er nær:
Han føder Fugl og Markens Lillie klæder;
Dog Menneskenes Børn har han allermeest kjær:
Gud aander paa Øiet, naar det græder.

Guds Søn var selv et Barn, og paa Krybbepaa han laae;
Hans Vugge stod paa Jord foruden Gjænge.
Guds Himmeriges Fryd har han lovet de Smaa
Og Blomster fra Paradisets Enge.

Guds Søn har os saa kjær; han er Børnevennen stor;
Han bærer Barnet op til Gud paa Armen;
Han Storm og Hav betvang, da han vandred paa Jord;
Men Børnene legede han ved Barmen.

O Du, som os velsigned og tog i Favn de Smaa,
En Morgen see vi Dig i Paradiset!
Du lærte os til Gud vore Øine opslaae -
Evindelig være Du lovpriset!

Foraarssang

Storken sidder paa Bondens Tag;
Han seer over Mark og Enge.
Det bliver saa deilig en Foraarsdag;
Nu kommer den favre Tid, jeg vented saalænge.

Storken klapprer paa Bondens Tag,
Og Gjøgen kukker i Skoven.
Med Mailøv nu kommer skjøn Valborgs Dag;
Nu stiger der Pindseglands med Sol over Voven.

Storken flyver fra Bondens Tag;
Han spanker i grønne Enge.
Han kommer som Gjest til skjøn Valborgs Dag;
Han bringer den favre Tid, jeg vented saalænge.

Storken flyver til Høsten bort;
Han kommer igjen ad Aare.
Du Sommerens Gjest! dvæl ikke for kort!
Velkommen du favre Tid, jeg elsker saa saare!

engel, solnedgang, landskab

Syv Aftensange

Der staaer et Slot i Vesterled

Der staaer et Slot i Vesterled,
Tækket med gyldne Skjolde;
Did gaaer hver Aften Solen ned
Bag Rosenskyernes Volde.
Det Slot blev ei med Hænder gjort:
Mageløst staaer det smykket;
Fra Jord til Himmel naaer dets Port;
Vor Herre selv det har bygget.

Fra tusind Taarne funkler Guld;
Porten skinner som Ravet;
Med paalestøtter underfuld
Sig Borgen speiler i Havet.
Guds Sol gaaer i sit Guldslot ind,
Skinner i Purpurklæder.
I Rosensky paa Borgens Tind
Staaer Lysets Banner med Hæder.

Solenglen svinger Lysets Flag,
Vandrer til fjerne Lande;
Ham følger Liv og Lys og Dag
Bag Nattens brusende Vande.
Liig Solen farer Livet hen,
Gaaer til Forklaringskysten:
Med Glands opdukker Sol igjen
Fra Paradiset i Østen.

Dagen gaaer med raske Fjed

Dagen gaaer med raske Fjed:
Dagens Børn maae ile.
Aftenrøden bringer Fred,
Nattens Stjerner Hvile.

Lykken gjækker Store, Smaa,
Leger med Guldtærning.
Lykkeligst at hvile paa
Er fuldendte Gjerning.

Lidt dog Store, mindre Smaa
Kan tilgavns fuldbringe;
Villien seer vor Herre paa,
Giver Kraften Vinge.

Lykkens lunefulde Spil
Leger ei med Sjæle:
Alting føies som Gud vil -
Her er trygt at dvæle.

Blomst skal bære Frugt engang,
Høst skal følge Sommer.
Dag er ei saa travl og lang,
Aftenstund dog kommer.

Lad ved Dag kun op og ned
Lykkens Tærning rulle!
Fandt ved Qvel kun Sjælen Fred,
Gik det som det skulde.

Aftensang for Børn

Til vor lille Gjerning ud
Gik vi Smaa fuldglade;
Villien saae den kjære Gud,
Hjalp os som vi bade.
Nu er Dagens Lys udslukt,
Lukt er snart vort Øie;
Giv vor lille Gjerning Frugt,
Fader i det Høie!

Du, som viser Dag og Nat
Sol og Stjerner Veie!
Livets underfulde Skat
Gav Du os i Eie.
I hver Barnesjæl paa Jord
Har du lagt en Kjærne
Til en Blomst med himmelsk Flor,
Herlig som en Stjerne.

Lad den Kjærne underfuld
Voxe i vort Indre,
Naar der skinner Sol paa Muld,
Og naar Stjerner tindre!
Lad det Frø opvoxe smukt
Med din Børnevrimmel,
Til at bære evig Frugt
I din høie Himmel!

Sommer-Aftensang

I fjerne Kirketaarne hist
Nu Aftenklokkerne ringe.
Snart sover liden Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Nu samles Frænder kjøndt igjen,
Som Fugleunger paa Grene;
Men den, som har slet ingen Ven,
Han sidder ved Qvel alene.

Snart ruller ud den stille Nat
Sit Skyggeflor over Himlen,
Og den, som sidder meest forladt,
Seer op imod Stjernevrimlen.
Og gjennem Himmelsløret ud
Der skinner Øine fuldklare:
Mildt seer den kjære store Gud
Herned med sin Stjerneskare.

Han seer til sine Børn da vist,
Han seer til Høie og Ringe,
Selv til den lille Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Til dem, som sove, seer han hen;
Han vugger Fuglenes Grene;
Og den, som har slet ingen Ven,
Han lader ei sidder ene.

Bliv hos os, naar Dagen helder

Bliv hos os, naar Dagen helder,
Du kjære Fader og Gud!
Bliv hos os, naar Mørket vælder
Af Nattens Sluser ud!

Henspred over Dal og Høie
Dit Stjerneklædebons Flig!
Saa lukke vi trygt vort Øie
Og slumre sødt hos Dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme
Om Englebørnenes Fred;
Din Aand gjennem Himmelstrømme
Vil suse til os ned.

Og Kongen i Livets Rige
Vil favne alle de Smaa;
Paa Englenes Himmelstige
Skal Barnesjæle gaae.

Bliv hos os, naar Dagen helder,
Du kjære Fader og Gud!
Og Paradiislyset vælder
Af Nattens Sluser ud.

Den skjønne Jordens Sol gik ned

Den skjønne Jordens Sol gik ned;
Men Stjerneskarerne funkle.
En større Verdens Herlighed
Nedglimter nu i det Dunkle.

Al Verden som en Kirke stor
Bag Sky sig hvælver foroven;
I Templets Krog Guds grønne Jord
Er skjult som et Blad fra Skoven.

Paa mindste Blad i største Skov
Har glade Skabninger hjemme;
Hvor Liv sig rører til Guds Lov,
Det mindste han ei vil glemme.

Gud! i din Haand alt Stort er smaat,
Men kjært det Mindste tillige.
Den Barnesjæl er bjerget godt,
Som skjuler sig i det Rige.

Den store stille Nat gaaer frem

Den store stille Nat gaaer frem
Med Lys fra Himmelens Sale;
Hvert Lys er Sol for Sjæles Hjem
I høiere Verdners Dale.

I Himmeloceanets Skjød
Neddukker Natten sin Vinge
Med alle Stjernesoles Glød,
Mens Sphærernes Harper klinge.

O! Nat, rul dine Verdner frem
I Oceaner af Himle,
Med Priis til Gud fra Engles Hjem
Og Jorderigs Sjælevrimle!

---
Note: Billederne er taget fra Morgen- og Aften-sange af B.S. Ingemann - Illusterede af Carl Thomsen. Kbh. 1889.

Jeg har prøvet at illustrere Ingemanns strofer: