H.C. Andersen (1805-1875)

  1. Dandse, dandse Dukke min!
  2. Konen med Æggene
  3. "Pandebeen, Øiesteen, o.s.v."
  4. Risens Datter
  5. Mo'erlille sidder med Briller paa
  6. Pjat, Pjat!
  7. Sanct Hans's lystige Nat
  8. Grethes Glæde over Sommeren
  9. Lille Viggo
  10. Hvor Skoven dog er frisk og stor
  11. Moderen med Barnet
  12. Snee-Dronningen
  13. Martsviolerne
  14. Det gamle Træ, o lad det staa

DANDSE, DANDSE DUKKE MIN!

Dandse, dandse Dukke min!
Nei, hvor Frøkenen er fiin!
Cavaleren ligesaa,
han har Hat og Handsker paa,
Buxer hvide, Kjole blaa,
Liigtorn paa den store Taa.
Han er fiin, og hun er fiin.
Dandse, dandse Dukke min!

Her er gamle Lisemo'er!
Hun er Dukke fra i Fjor;
Haaret nyt, det er af Hør,
Panden vasket er med Smør;
hun er ganske ung igjen.
Kom Du med, min gamle Ven!
I skal dandse alle Tre.
Det er Penge værd at see.

Dandse, dandse Dukke min!
Gjør de rette Dandsetrin!
Foden ud ad, hold Dig rank,
saa er Du saa sød og slank!
Neie, dreie, snurre rundt,
det er overmaade sundt!
Det er nydeligt at see.
I er' søde alle Tre!

Til toppen af siden

Konen med Æggene

(En gammel Historie sat i Riim)

Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang.
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
"Ja vist!" saaledes hun gaaer og taler,
"For disse faaer jeg en heel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har.
See det bliver sex. Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaskee kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, som er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at kneise med Nakken!"
- Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa.
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!

Til toppen af siden

"Pandebeen, Øiesteen, o.s.v."

Pandebeen! - Godt det groer!
Bag ved det Forstanden boer,
Den vil læse, den vil lære,
Bringe Dig i Agt og Ære,
Sidde, som en holden Een,
Bag det stolte Pandebeen!

Øiesteen! Nei hvor klar!
Troer jeg ikke, to Du har!
See dog bare hvor de klares,
Jeg kan see Dig, - o bevares!
Lige ind i Hjertebeen!
Du min egen Øiesteen!

Næsetip! - Hvilken Hest!
Et Par Briller ride bedst.
Naar Du ikke Veien kjender,
Ride de hvor Tippen vender;
Hvilken lille stumpet Snip!
Hesten hedder Næsetip!

Mundelip! - Frisk og rød,
Er det sandt Du er saa sød?
Kan jeg ganske paa det lide?
Vil ei Tænderne mig bide?
Jeg vil tage Kysset,- Svip!
Det tog jeg fra Mundelip!

Hageflip! - Det er vist,
Hageflippen kommer sidst,
Men i Kløften som jeg hører,
Er der nok en Lux, der kjører,
Det gaaer over Næsetip,
Mundelip og Hageflip!

Dikkedik! - Hvad er det!
Vil Du sidde rank og ret,
Saa skal jeg nok Luxen finde,
Thi jeg veed han er derinde.
O, nu fik jeg ham den Strik,
Dikke, dikke, dikke, dik!

Til toppen af siden

RISENS DATTER

Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer,
hans Dagligstue hvælver sig der saa høi og stor.
Dens gyldne Lofter bæres af Søiler stolte tre;
der sidder Risens Datter, hun er nok værd at see.

En Fjerdingvej i Høiden, maaskee en Smule meer,
forresten deilig velskabt, med Smilehul, som leer.
Hun strikker Børnestrømper til sine Søstre smaa,
i hvert et Strømpeskafte vist Runde-Taarn kan staae.

Sit hele Liv hun leved' i Bjergets snevre Buur,
nu faaer hun Lyst at røre sig lidt i Guds Natur.
Saa deiligt skinner Solen, og Himlen er saa blaa;
som en Kartoffel-Ager hun synes Skoven staae.

Og hele Kjøbstad-Flekken, med Kirken paa en Høi,
er som et Bord paa Marked' med broget Legetøi.
Saa lystigt hun spadserer hen over By og Eng,
og boltrer sig i Søen, den er saa blød en Seng.

Af vilde Rosenhække og Hyldebuske net,
hun binder i sin Uskyld en lille Bryst-Bouquet;
de store, høie Bøge hun rykker op med Rod,
saa fletter hun sig Krandse, det unge, muntre Blod.

Paa Marken pusler Noget - det synes ret pikant;
i Forklædet gjemmer hun strax hvad her hun fandt,
og siger til sin Fader: "See, hvad jeg stødte paa!
Til Legetøi jeg tog det for mine Søstre smaa."

Den gamle Rise klygtig paa Hittegodset saae,
og svarede: "Kjær Datter, lad Du det Smaakravl gaae!
Det synes vel saa spinkelt, men det har stor Forstand,
det er en Plov med Øxne og deres Bondemand.

Han smykker Bjergets Vægge med Ranker og med Grønt,
nu sørger han for Kornet, der ogsaa pynter kjønt.
- Din Indsigt i Naturen er ikke just til præ;
Du Blumenbach maa læse, der staaer om slige Kræ."

- Imellem Fjeldets Stene, bag Buske og bag Krat,
seer man et Lys nu brænde til over Midienat.
Thi Jomfruen studerer, jo, jo, jeg siger Tak!
Snart kan hun jo paa Ramse Linné og Blumenbach.

Hun snakker nok saa dristig om infusorium,
man skulde troe, hun dagligt kom paa Collegium;
men Strikkestrømpen hviler, og hun og Søstre smaa
med nøgne Pusselanker i Bjergets Sale gaae.

Til toppen af siden

MO'ERLILLE SIDDER MED BRILLER PAA

Mo'erlille sidder med Briller paa,
fortæller om gamle Dage,
de Rollinger lytte, store og smaa,
de høre om Trold og om Drage.
                Uh, uh!
- I Bjerget der sidder en fangen Mø,
da kommer en Prinds over salten Sø,
og snart maae Troldene sukke,
thi han løber af med den Smukke.

Men Skoven er sort og Veien er lang,
og Troldtøiet udspeculeret,
faaer fat det i Prindsen en eneste Gang,
ja saa er han rigtig leveret.
                Hu, hu!
Nu kaster han Hjelmen - den blev til et Bjerg,
derover kommer ei Trold eller Dverg,
det gloende staaer og lyser,
saa hele Troldtøiet gyser.

Nu holdes der Bryllup paa Slottet da,
der dandse ni Kongeriger,
der dandses, saa Skoesaalerne falde a'
de allerdeiligste Piger.
                Hu, ha!
Der leves saa fiint, der leves saa flot
med røde Roser og Æblecompot,
det straaler med hele Kraften,
det varer ved til iaften.

Til toppen af siden

PJAT, PJAT!

Om Theebordet sidde de Damer smukt,
ak, Munden er aldrig paa dem lukt:
                  Pjat! Pjat!
Den Ene taler om Silke og Baand,
den Anden viser sin hvide Haand,
den Tredie er poetisk stemt,
hun sværmer, og stiger, saa det er slemt.
                  Pjat! Pjat!

Om Ballerne snakkes der bredt og vidt,
ja Politiken faaer ogsaa sit
                  Pjat! Pjat!
Ved Bordet sidder en Mandsperson,
han er saa rar i Conversation;
han smiler og skjænker dem Videts Mjød,
og Damerne sige: "Hvor han er sød!"
                  Pjat! Pjat!

Nu tager man da Theatret fat,
saa komme de først i den rette Pjat.
                  Pjat! Pjat!
Tilsidst skrider Natten endelig frem,
men saa - ja saa skal der følges hjem.
Det hjelper ikke at krybe i Skjul;
nu gaaer det først som en Kjep i et Hjul:
                  "Pjat! Pjat!
                  Pjat! Pjat!"

Til toppen af siden

SANCT HANS'S LYSTIGE NAT

Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat,
Husch! det er Sanct Hans's lystige Nat.
               Husch! Husch!
Mo'erlille sadler sit Kosteskaft,
en bedre Hest har der Ingen havt!
Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,
hun flyver til Bal og til Lystighed.
               Husch! Husch!
Den Smaa-Dreng læser sit: "Fader vor",
ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo'er?
               Sov stille Barnlille!
               Jeg har at bestille;
med Kosten jeg feier vor Skorsteen net;
               jeg flyver saa let!
               Husch! Husch!

Skarntyden svaier i Nattens Blæst,
den bliver ogsaa en deilig Hest.
               Husch! Husch!
Paa Stang og paa Stok og paa Vangeled,
de Hexe flyve i Luften afsted;
hver Stund de vise sig fleer og fleer,
men Døden sidder bag Graven og leer.
               Husch! Husch!
I Galgen hænger en Tyveknegt,
enhver bør hilse sin kjære Slægt;
               i Luften de neie,
               tre Gange de dreie
og svinge hans arme, syndige Krop,
               og flyve saa op!
               Husch! Husch!

Til toppen af siden

Grethes Glæde over Sommeren

I denne Maaned flytte vi paa Landet,
Min Tante vil saa gjerne nu derud.
I Aar det bliver noget ganske Andet
End sidst. - Vi laae i Søllerød. Ved Gud!
Den hele Uge vi os maatte kjede.
Jeg fandt tilsidst, at Egnen var saa styg;
Der var om Dagen saadan Sol og Hede,
Og saa om Natten - uh! saa mange Myg!
- Man saae jo ingen Ting, kun Mark og Enge,
Og grønne Træer og en Blomster-Plet,
Og skal man see paa saadant Noget længe,
Saa bliver man tilsidst, ved Gud, saa træt!
Vi troede der just var noget Rart at finde,
Men reent paa Landet er dog slet bevendt;
Og Tante blev i Grunden helst herinde,
Men man kan ikke være det bekjendt:
Man skal jo ligge der, er man galante,
Og det er sundt, som Doctorne jo troe.
Et bedre Sted vi faae i Aar, thi Tante
Har leiet Værelser paa Vesterbro:
Der er, ved Gud! saa nydeligt derude,
At jeg kan aldrig nævne det ved Navn;
Der seer man ogsaa Træer og Køer og Stude,
Og saa er man saa nær ved Kjøbenhavnl
Det er behageligt - især i Sommer,
Da jo Comedien skal blive ved;
Og nu de kloge Mænd til Byen kommer,
Er Vesterbro det allerbedste Sted.
Der ellers een Ting er, jeg ei kan skjønne,
Men muligviis er jeg vel lidt borneert:
Hvor Folk kan saadan sværme for det Grønne;
Man skaber sig, og man er affecteert.
Jeg var hos Modehandleren forgangen Uge,
Og nogle søde Blomster der jeg saae;
Jeg skulde nogle røde Roser bruge,
Men der var ingen grønne Blade paa.
Jeg spurgte, om der ingen skulde være?
Da sagde Modehandleren, og lo, ved Gud!
"Fy, grønne Blade, det er ækelt, Kjære!
Det er saa flaut - det ta'er sig ikke ud!"
Han har just Smag, han veed hvad der er kjønt;
Og derfor kan jeg Landet ei berømme,
Men bliver træt af alt det meget Grønt.
Nei, Broerne jeg priser mange Gange,
De har for Sindet noget frydeligt,
- O, hvor jeg glæder mig til denne Sommer,
Det er dog deiligt! Hvor jeg elsker den!
Især, naar saadan Efteraaret kommer,
For saa begynde Ballerne igjen!

Til toppen af siden

Lille Viggo

Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.

Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øine see!

Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!

Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.

Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.

Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover.
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!

Du maaskee for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!

Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?

Til toppen af siden

Hvor Skoven dog er frisk og stor

Hvor Skoven dog er frisk og stor,
Kukkuk!
Skovmærker der, og Jordbær groer,
Kukkuk!
I Træets Bark er Mærke sat,
Der fik jeg Kys en maaneklar Nat,
Kukkuk! faldera! kukkuk!

I Maaneskin er smukt at gaae,
Kukkuk!
I Skov ved Solskin ligesaa,
Kukkuk!
Af Kukkeren jeg vide faaer,
Hvor mange Kys og Leveaar,
Kukkuk! faldera! kukkuk!

Gjør ikke Verden Dig for tung,
Kukkuk!
Husk paa Du er kun eengang ung,
Kukkuk!
Skovmærker groer og Jordbær groer,
Og Kukkeren veed naar og hvor.
Kukkuk! faldera! kukkuk!

(Ovenstående er digtversionen.
Sangversionen er lidt anderledes.
Første strofe lyder sådan her i sangversionen:

Hvor Skoven dog er frisk og stor,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
Skovmærker der, og Jordbær groer,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
I Træets Bark er Mærke sat,
Der fik jeg Kys en maaneklar Nat,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera! )

Til toppen af siden

Moderen med Barnet

Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker - og saa vid're.

I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.

Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.

Til toppen af siden

Snee-Dronningen

Sundets vågor
Sofva kring den frosna Kust.
E. Tegner

Høit ligger paa Marken den hvide Snee,
Dog kan man Lyset i Hytten see;
Der venter Pigen ved Lampens Skjær
Paa sin Hjertenskjær.

I Møllen er stille, see Hjulet staaer.
Snart glatter Svenden sit gule Haar,
Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,
Over lis og Snee.

Han synger omkap med den skarpe Vind,
Der rødmer saa smukt hans sunde Kind.
Snee-Dronningen rider paa sorten Sky
Over Mark og By.

"Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!"

Snee-Flokkene falde saa tykt, saa tæt.
"Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!
Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,
Staaer vor Brudeseng!"

Ei meer kan man Lyset i Hytten see;
I Ringdands hvirvler den hvide Snee,
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, -
Nu er det alt slukt.

Klart skinner Solen paa Mark og Eng;
Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.
Den Pigelil ængstes, til Møllen hun gaaer, -
Men Drivhjulet staaer.

Til toppen af siden

Martsviolerne

Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.

I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.

Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.

Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.

Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
- Vor Herre hjelpe den unge Mand!

Til toppen af siden

Det gamle Træ, o lad det staa

Det gamle Træ, o lad det staae,
Indtil det døer af Ælde;
Saamange Ting det husker paa,
Hvad kan det ikke melde.
Vi det saa fuldt med Blomster saae,
De friske Grene hælde.
Det gamle Træ, o lad det staae,
Det maa I ikke fælde!

Nu vil jeg da paa Vandring gaae,
Men det kan jeg fornemme,
Man reiser ud, for hiem at naae,
Thi bedst er det dog hjemme.
Naar Træet her har Blomster paa,
Det vil min Hjemkomst melde;
Det gamle Træ, o lade det staae,
Det maae I ikke fælde!