Lidt om "Den store Bastian"

De frække drenge dyppes i blæk

/snoet/

Fakta:

  • Heinrich Hoffmann (1809-1894) skrev bogen i et stilehæfte år 1844. Han tegnede blæktegninger og digtede selv teksten til den oprindelige udgave.
  • Henrik Hoffmann var tysk læge. Han blev senere (1851) leder af en sindssygeanstalt. Altså efter han var blevet berømt for bogen.
  • Den tyske udgave hed "Struwwelpeter" efter drengen, der ikke ville have klippet hår og negle. Første udgave fra 1845 hed: Lustige Geschichten und drollige Bilder mit 15 schön kolorierte Taflen für Kinder von 3 bis 6 Jahren.  
  • Bastian hedder "Der grosse Nicolas" i den oprindelige tyske udgave - og er altså julemanden.
  • Den første danske udgave af "Struwwelpeter" hed "Vær lydig eller lystige Historier og moersomme Billeder" og udkom 1847.
  • Den danske udgave blev oversat af Simon Simonsen. Man kender ikke den danske tegner.
  • Der er tre historier i den danske udgave, som Hoffmann ikke har skrevet: Historien  om spejldukken", "Hanne i månen", "Rikke Slikkemund".  Der mangler ligeledes en af Hoffmanns historier: "Die geschichte vom wilden Jäger". Der var 6 historier i første tyske udgave.
  • Oplagstallet i Danmark ligger over 250.000 eksemplarer

Struwwelpeter

/snoet/

Det er forkert at skille billeder og tekst ad i en børnebilledbog - især her i denne bog, hvor billeder og tekst hører så tæt sammen. Men her er alligevel et par strofer:

Historien om de sorte drenge

På Vesterbro en neger gik,
fornam på issen solens stik,
så slog han op sin paraply,
for under den at søge ly.
Nu Ludvig kom med flag i hånd,
og Morten med sit tøndebånd,
og Jeppe — ej at tale om —
han med sin kringle også kom.
De lo og råbte alle tre:
„Nej, vil man blot den sorte se!"
Så drev de med den stakkel gæk,
fordi han var så sort som blæk.

Da kom den store Bastian
(på billedet du se ham kan).
Sit store blækhus med han har;
han sagde: „Børn, gør ikke nar
af negerens den sorte hud;
den fik han af den gode Gud,
så han ej selv kan gøre for,
at den er ikke hvid som vor!"
Men drengene langt værre lo
og lod ej neg'ren gå i ro.

Vred blev den store Bastian
(på billedet du ser hvordan),
og da han karl var for sin hat,
han fik dem i kardusen fat.
Ham Ludvig rev og Morten bed,
og Jeppe — (ham med kringlen) — sled,
det hjalp dog ej, for han var slem:
han i sit blækhus dypped' dem.

Her ser du nok, at Bastian
har gjort dem hver til morian;
ja, sortere de blev, min tro,
end negeren, af hvem de lo.
Blækdrengene i solskin må
nu smukt bag efter neg'ren gå;
men havde de ej sådan lét,
var ulykken vist ikke sket.

/snoet/

Historien om den slemme Frederik

Ifald du kendte Frederik,
så ved du nok, det var en strik!
Han alle stole brød itu,
for fuglene han var en gru,
hvergang at han en flue traf,
så rev han dens småvinger af,
han katten tit i halen drog,
ja, Grete han med pisken slog.

Men hør nu blot, hvordan det gik
den samme slemme Frederik!
En hund ved posten stod og drak,
han bagfra den med pisken smak,
og piskede alvorligt på,
(du ser på billedet ham stå);
men da blev hunden rigtigt vred
og Frederik i benet bed.

Nu Frederik, hvem hunden bed,
til sengs må gå, han meget led.
En doktor kom og skrev latin
og gav ham bitter medicin.

Værst ved det hele var det dog,
hans plads ved bordet hunden tog,
og åd hans kage, drak hans drik.
Således gik det Frederik!


/snoet/

Historien om den kræsne Mads

Den lille Mads var tyk og fed,
(man ser det straks, han sult ej led).
Men pludselig blev knægten kræsen;
når suppen kom, han rynked' næsen,
og råbte: ,,Gå kun jeres vej,
thi søbemad jeg spiser ej!"

Alt næste dag — ham ret betragt!
Han er ej nær så vel ved magt;
helt mager blev det lille væsen,
det kom sig af, at han var kræsen.
Da suppen bragtes, skreg han: „Nej!
Al søbemad jeg spiser ej!"

Den tredje dag, da svandt han ind,
og blev til bare ben og skind.
Man bragte suppen i terrinen,
men han begyndte straks sin hvinen.
Han skreg og råbte: „Gå jer vej,
thi søbemad jeg spiser ej!"

Den fjerde dag var han en pind,
ham kunne blæse om en vind,
et lod måske han næppe vejed',
men skreg ved suppen, som han plejed';
den femte dag vor Mads var død,
fordi han ingen suppe nød.

Litteratur:

Vibeke Stybe,
Historien om "Struwwelpeter" eller "Den store Bastian";
Gyldendal 1971.

Vibeke Stybe,
Fra billedark til billedbog;
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk 1983.

Død over børnene
Weekendavisen 16.7.1999,
Kultur s. 1.

Bjerring, Claus
Den store Bastian,
Samvirke. - Årg. 70, nr. 6 (1997). - s. 64-68.

Barlby, Finn
De ustyrlige kræfter 2 : om »Den store Bastian« på dansk,
Plys. - 1986. - s. 152-154.

/snoet/

Der er nogle bøger fra min barndom, som jeg stadig bliver foruroliget af - f.eks. "Den store Bastian". Nogle læsere - unge som gamle - synes "Den store Bastian" er sjov - andre bliver meget skræmte af den.

Inden jeg fik fat i en ældre udgave, var jeg på biblioteket for at låne et eksemplar, så jeg blot kunne se den. Alle eksemplarerne var udlånt. Bogen er her ca. 150 år efter udgivelsen stadig udlånt og aktiv. Og bogen er garanteret lige så omdiskuteret i dag, som den altid har været. Bibliotekaren måtte i kælderen efter den. Senere fik jeg en ældre udgave til gennemsyn på læsesal på Syddansk Universitetsbibliotek, som jeg her har scannet billederne ind efter. "Den store Bastian" har huseret bogstaveligt talt i århundreder.

"Den store Bastian" er fortællinger om moral. Du må ikke lyve, stjæle, være kræsen osv. Og hver historie fortæller om konsekvenser af at bryde moralreglerne - men på en så grotesk måde at det måske bliver morsomt. De moralske konsekvenser er hårde for børnene.

Jeg synes i det hele taget at de gamle eventyr, er mere rystende og skræmmende end mange computerspil. Tænk på de blodfyldte rum i Blåskæg fra Grimms eventyr  - menneskeæderiet i Hans og Grethe - farlige dyr, trolde og overnaturlige væsener - og "Den store Bastian" følger trop med afhuggede lemmer, brændende kroppe og korporlig afstraffelse.

Men gys og gru har åbenbart altid vakt lykke. Og teksten set i sammenhæng med de morsomme billeder, vækker hos mange mennesker blot fornøjelse - som computerspil i dag gør det for børn og unge. 

Hvis man vil forbyde computerspil, bør man vel også forbyde Grimms eventyr og Den store Bastian? Gru og uhygge bør vel ikke forbeholdes voksne lørdag aften foran fjerneren? Børn fascineres og underholdes også af uhygge i passende doser, som de voksne gør det - de samme voksne som vel er deres rollemodeller? Kan børnene tage skade? Hvis de kan tage skade - må de næsten også tage skade af "Den store Bastian". Eller? 

Hvornår er det spændende uhygge og hvornår er det lemlæstende angst. Det ikke-hjemlige - de fortællinger, hvor man føler sig frataget sin faste forestillingsverden, kan være befriende og ud over en vis grænse skadeligt. Ved vi selv hvor den grænse er, eller skal den findes som drengen f.eks. finder den i Brd. Grimms eventyr "Drengen der drog ud i verden for at lære at gyse"? 

Børnene i "Den store Bastian" søger efter grænserne og de bliver ved så langt ud at konsekvenserne bliver skadelige. Nyder børn at høre om at andre børn som Mads i "Den store Bastian", der tør lade være med at spise, selvom man så nok sulter ihjel? Alle børn har sagt nej til mad på et tidspunkt.

Selv har jeg hvert billede fra bogen prentet i mit indre billedlandskab nu som 43årig. Det er især historien om den kræsne Mads, jeg husker. Mads, der bliver så tynd så tynd - og så - gys - det kulsorte kors sidst på siden.

Du kan roligt være bange.

Kors fra Den store Bastian

Jeg hører gerne fra dig hvis du har en mening om "Den store Bastian".